Chokolade eller lort
Kunstnerparret Kvium & Lemmerz har begået en vild zapperdrøm i et kompleks af multimedier. Det er underholdende og enerverende, drømmeskønt og mareredent. På én gang eskatologisk og skatologisk. En af versionerne vises den næste månedstid på Statens Museum for Kunst.
Et sted i løbet af den første halve time er der pludselig på et af de fire lærreder en kittelklædt pige i gang med at fingermale på en lokumsdør. Farven er brun og tegnet er et ryggesløst B der ligger ned, med andre ord: en røv. Men er det lort eller chokolade hun tegner med?
Måske har man ikke været opmærksom nok. Omgivet af Projektrummets fire vægge med hvert sit store billedfelt og to musikalske spor der kører samtidig, kan det være svært at følge med i timen.
Men senere dukker den kittelklædte op igen på en af de andre vægge. Denne gang opfatter man, at hun dypper fingeren i en lort hun holder på en tallerken. Men stadig består den mulighed at lorten er lavet af chokolade.
Dette grundlæggende spørgsmål om lort eller chokolade rumsterer længe, om end i overført betydning, rundt i hovedet på tilskueren mens man igennem to timer går ind og ud af projektionsrummet, snakker lidt med dem man kender, lægger øre snart til den ene, snart til den anden højtaler, bliver fanget af et forløb her eller distraheret af nogle underskønne eller frække billeder dér.
Maleren Michael Kvium og billedhuggeren Christian Lemmerz har skabt en knap otte timer lang film over James Joyces sene roman Finnegans Wake ("Finnegans Vågenat") fra 1939. De gør et stort nummer ud af at det ikke er nogen filmatisering. Det er dog ikke desto mindre det de har gjort, filmet Joyce. Men eftersom Joyces værk ikke er en handlingsroman med et plot, bliver deres film det heller ikke.
"Der er ingen, der har læst Finnegans Wake," siger de og har også tilrettelagt deres filmiske stof på en måde så de færreste vil kunne sige at de har set hele filmen.
De to vil heller ikke have man gør forsøg på at "forstå" filmen i et forløb eller oversætte dens stumme billedgørelse af Joyces tekst tilbage til ord. Men de taler meget om Joyce og låner vel også en vis aura og autoritet fra hans berømmelse. Det er fra romanen de genkendelige, gennemgående figurer kommer: faderen, moderen, datteren og sønnerne, og irske landskaber bidrager også til den joyce’ske atmosfære.
Fem versioner
The Wake har flere fremtrædelsesformer, ligesom romanens titel også er flertydig: wake kan også betyde et forlystelsesmarked. Den version som i den næste månedstid vises på Statens Museum for Kunst, skærer stoffet op i fire dele ved uendeligt at køre fire videokopier af filmen forskudt og på fire lærreder. Derved opstår en høj grad af indledende forvirring hos tilskueren. Man må begynde forfra med hvordan man skal opleve billeder: enkeltvis, i glimt eller i strømmende, glidende overgange.
Ikke alene er det i princippet tilfældigt, i hvert fald fra instruktørernes side uplanlagt, hvordan billeder og sekvenser støder sammen for tilskuerens øjne. Det bliver naturligvis også tilfældigt, eller i hvert fald helt individuelt, hvad man ser og når at opfatte.
Denne blanding af styring og tilfældighed er ikke ukendt i kunsten, men sjælden i filmens verden, og den giver slet ingen plads til en Lars von Triers sentimentale hysteri. Der er noget køligt og laboratorieagtigt ved hele forløbet, som der også er det over de tos øvrige kunst. Men der er også drøm og skønhed, død og forfald, skabelse og besværgelse, ret og vrang, skyld og soning, skatologi og eskatologi. Alt sammen støttet og båret af Dror Feilers drømmende elektronmusik.
Denne firdobbelte version kan nok vise sig at være den ultimative. Den otte timers film- eller video-verion der i dag bliver vist i Malmø og senere i Den grå Hal på Christiania, bliver enten ledsaget af såkaldt DJ-symfoni eller også kan den, som de to anbefaler, vises på en bar fra kl. 17 til 03. Her kan folk så se den som de ser Tour de France eller MTV, det vil sige i stor distraktion men alligevel ind imellem fanget af billederne.
Versionen skal også vises på husmure eller et "hemmeligt sted" ude i naturen, annonceres det, hvor ingen ser med.
The Wake kan købes på to DVD-disketter sammen med en billedbog. På en god computerskærm med høj opløsning står og lyder filmen næsten smukkere end i noget andet medium.
Bogen rummer desuden et essay af Lars Movin om filmen som "en drøm under udvikling". Her får referencerne til Joyce ikke for lidt, og det er da også krukkeri at lægge afstand til den litterære inspiration. Ikke blot tematisk og stofligt men også formelt. Det filmiske forløb anvender romanens nærmest musikalske gentagelser, og filmen kalkerer i sit sidste afsnit romanens tilbagespolende slutning.
Derimod er det svært at opleve romanens gennemgående historie om "Faldet" og den incestuøse forhold mellem "faderen" og "datteren" når der nu vitterligt ikke bliver mælet et ord. Til ren vittighed udarter de tre soldater sig, snart drenge, snart piger, i undertøj og Napoleonsfrakke. Det er i deres flisebelagte, offentlige toiletter, at den nævnte fingermaling finder sted.
Endelig finder man en stor del af filmens materiale på hjemmesiden www.wake.dk. Citater, still billeder, interaktive drømmeudvekslinger, stof om Joyce og meget, meget mere. Det er flot, men også lidt kaotisk at skulle finde rundt.
The Wake. 35 mm, 462 min. Videoversion: 2xDVD-9, 444 minutter. Indtil 22. oktober vises den 4 skærms-videoversion uafbrudt i åbningstiden på Statens Museum for Kunst. Og på World Vide Video Festivalen i Amsterdam. 22. september vises 35 mm-udgaven i Den grå Hal på Christiania med ”live DJ symphony and video bar”. – DVD-udgaven følger med bogen The Wake, upag. Kr. 495,00.